Politikken har haft et indslag i avisen at mange vælger familien fra til fordel for venner. De fleste forældre bedsteforældre oplever det som meget smerteligt hvis det opleves. Alligevel tænker jeg at det måske ligner det især forældre til drenge og måske skilsmisseforældre til voksne børn i flere år allerede har måttet leve med. Mange har gået stille med dørene uden at snakke for åbent om det, for sæt nu det kun var dem selv der havde ”fejlet” og oplevede det de gjorde? Det kunne så opleves som flovt og forbundet med stor skyld at lægge det udenfor sig selv, for så længe det har kunnet isoleres til at tilhøre den enkelte selv, har det været let at afvise og bortforklare som noget de mennesker bare ikke har gjort godt nok, men sådan har vilkårene i mange år været forskelligt fra hvad pigeforældre og drengeforældre oplevede. Det er for mange lettere ikke at respondere på andres smertesteder, men i stedet at fremhæve sin egen lykke.

Fælles tabuer og ikke erkendt bevidsthed af faktiske forhold skaber angst og søvnløse nætter. Det vil for mange være meget lettere at erkende og forsone sig med egne livsbetingelser hvis det ses som et livsvilkår, konsekvens af andres frie valg, måske et tidsfænomen. Udvikling kan man kæmpe imod eller glide med, få det bedste ud af.

fænomenet har drenge forældre nok altid levet med, selvom man mener at have været tæt i relationen, har det været almindelig opfattelse at give sine børn frihed og lov til at vælge eget liv, Andre har forsøgt krampagtigt at fastholde tvinge deres børn til tæthed, det er lykkedes bedst for dem der er en helt almindelig kærnefamilie, og som endnu har kunnet lokke med traditioner. Det er ikke tillokkende spændende hvis man kun er en person.

Det at være enlig og en drenge mor, kan for mange have været en tung kost. Svigermor klinger af at skulle dele sin mand og børn med en der af svigerdatteren kan opleves som besværlig et forstyrrende fremmedelement. Mange kvinder vil godt have deres mænd lavet om og det de vil lave om på, ser de måske kommet fra mandens moder.

De unge lever i dag et familieliv der er en del anderledes end den forrige generations. De fleste har et liv med mange egne interesser, en næsten single frihed for begge bragt ind i parforholdet, de deler stadig børn og seng. De ældre er besværlige. De unge har hver sin mobil, ingen fastforbindelse. Det at sende mails, er gået over til facebook, og er blevet til en mere generel information. Mange egne venner, og mindre tid til det fælles, det der knytter familien sammen med de ældre tager ingen ansvar for, det smuldre.

Før i tiden var kvinderne dem der naturligt holdt familierne sammen, nu protestere den enkelte kvinde mod at påtage sig den rolle, for hun vil også et eget liv, hun har samtidigt måske størst arbejdsansvars område angående børnene, der tager tid. Mændene falder det ikke naturligt med den løse snak, Derfor har vi forældre til drengene ofte allerede mærket tendensen i mange år.

Det enkelte menneske har et vist antal time ressourcer til rådighed, de skal fordeles. I dag har den enkelte en stor bevidsthed og opfattelse af at få det bedste ud af sit eget liv, livet opleves som en tidsrejse, mange gider ikke opgør og diskussioner, og deres kæresters/ mænds mødre og fædre kan opleves besværlige og ses som fremmed elementer, nogen der vil snakke fortid, man vender sig i stedet hen mod noget de har lyst til. Drengene/mændene er nogen gange længere ude i tilknytningen af børnenes hverdag og liv, de informere generelt ikke om børnenes tænder og lignende.

Mange unge har forældre der er skilt, og som har fået nye familier. Søskende er derfor på kryds og tværs. Søskende tilknytningen kan være mere ønsket end forældre knytningen, de får måske bedsteforældrepladsen, der er man på lige alders interesse niveau?

En del skilte forældre har måske oplevet derouten mod nærmest at miste sin familie og kun blive et lille link til deres barn og deres søns familie som relation, sønnens kæreste/kvinde oplever måske en af siderne af den skilte kæreste familie som mere spændende og større, uden hensynstagen til hvor barnet boede som barn, det opleves af nogen.

Du kan pointere du er ”farmoderen” du er ”farfaderen”, men du kan intet fremtvinge.

I ny litteratur tilrådes det at dele titlerne med pap relationerne, men det er altså meget smerteligt.

Især hvis det er sidste bastion.

Det er så det skred der nu måske er nået frem til også at snige sig frem til pigeforældrene som fænomen, nu står de for tur. De mange pigeforældre har altid indtil i dag følt de havde naturligt forret til de nye små familier, men hvorfor skulle de have det, burde man ikke have delt?

Drenge forældre holder da ligeså meget af deres sønner og deres børnebørn.

Pigeforældrene kunne måske i mange år have vendt problematikken og gjort livet lidt lettere for mange drenge og forældre ved at afgive lidt af deres styring indblanding i de unges hverdag, som for dem noget naturligt. For en del af fænomenet tror jeg er knyttet ind til det at være pige/ og mor relation, for mange steder er de to filtret så tæt sammen i fortrolighed med hinanden. Det vil sige farmor har ikke kun en relation til svigerdatteren, men til svigerdatter/mor. Moderen vil måske opleve denne nye anderledes kvinde som et fareelement, og komme til at modarbejde en god mulig relation.

I dag hvor du kan SMS kan tredje person endda være til stede imens to andre er sammen.

Måske er tendensen der sker lige nu en følge af det første som drengeforældre har levet med, nu gør pigerne sig fri af deres mødre og fædres tæthedsbehov.

I Indien dumpes den ældre på en lodseplads, her kan vi klare os selv, men nogen sidder måske ensomme tilbage med smerten.

Jeg tror det gælder for alle om at turde, få sig et liv, samtidigt med at acceptere andres valg og forsone sig med sine egne livs vilkår. Det hedder sig så flot vi ejer ikke vores børn. Vi ejer slet ikke vores børnebørn, men måske skulle man tænke sig godt om inden man fratager sine børn en tæt bedsteforældre relation. Mange tror ikke det rammer dem, men måske kommer de til at tage fejl?