http://annie.adr.dk akvareller    

 Livet 

Den ånde der kommer ud af din mund
spreder kun kulde og is
jeg trækker mig væk i et ryk
gemmer mig ned i det frelsende mørke
for ikke at forsvinde for altid.

tårene løber i glideflugt, og krydser
ned over kinderne, hvor de laver striber
i det våde og indfanges i tilbageglimtet,
der indeholder alt fra tilgivelse, til det
der måske kunne være blevet til had.

Bagagen blev pakket ud og ind igen
til livet der nu kaldte og skulle vendes,
vægten tyngede som en ubærlig byrde,
vejen var forandret uden det synlige mål
der var blevet sløret af mudder og dynd.

De stod så fortabte på perronen,
med fortidens skygger i fælles bagage,
hvor fra hun måtte vende ansigtet væk,
halvt i refleks og dels i forlegenhed,
uden at besvare kysset fra hans mund.

Fraskilte men ikke frie fra spøgelserne
der fulgte med til de hviskende ord,
hvordan forene de to fremmede verdner til en,
det lille vi blev tydeligt opsuget af frygten,
for at alt skulle smuldre og gentage sig igen.

Ved isbjergets fod, lå det frosne stadig tilbage,
de døde klumper indeholdt længselens skrig.
Uendelig langsomt bredtes kosmos storhed sig,
ind i det infiltrerede hjerte, helt nedefra og op
blev følelsen af smerte forenet til intethed.

Forfærdende skræmmende helt voksen alene,
bare den store altid favnende tomhed,
i utømmeligt selskab som den faste partner
trængte en kile ned gennem det frosne,
til to begyndende hele menneskelag.

Gang på gang slået tilbage som bolden
revet brutalt væk fra håbet om livet,
levet i fred sammen med den anden,
måske et lys der var parat men slukket,
kun mørket virkede altid tændt.

I smertens brønd vandrede hun desperat omkring,
men det ufattelige skete som ved en voldsom brand,
hun løftedes op, af hvirvlende krafter
roterede rundt til vandret liggende i presset ud
af den lignende ve. Vågnede brat op til et åndeligt liv.

Legemet tvunget fremad ad strømmen,
bedrøvet rækkes armen tilbage,
idet den pegende ramte ham i et strejf,
hvor nuet og det der engang var nu,
et kort sekund blev forenet til dem igen.

Savnet liggende hvilende i tiden,
som hviskede betryggende tilbage i viden om,
alle de andre som også havde haft,
store forventninger til livet, der nu
 samlet gled ind i evighedens puls.

Ved horisonten skæres den linje,
som pointere nødvendigheden af et valg,
de mange sten på stranden markere,
symbolsk den svære konsekvens,
der følges tæt op ad den svære frie vilje

I fodaftrykkets mange dybe spor,
lå lænken stadig slænget hen som vidnet,
et vibrerende varmt symbol,
svagt blandet ind i ekko fra de andres protest
der i forsvar havde lydt og lød,
da låsen endelig blev åbnet og forsøgt holdt åben.

Hun står halvt vendt om mod havet,
nærmest passivt lyttende i position.
til tonerne der kommer glidende
vekslende mellem blide ord og angreb.
pakket ind i sprøjt fra bølgers våde sprog.

Noget i hende havde altid haft lyst til
at kaste sig ned og udslette sig selv,
kun eksistere i det at give sig hen
undgå den ensomme vandring og vej
men hvad ville der så være at elske for ham.

Psyken fornuften og håbet sagde stop,
standhaftigt som en surmulende søster,
identiteten hev fat i den ødelagte krop,
trak heftigt tilbage i tvungen retræte,
fra den måbende overraskede mand.

Fundamentet skridende sammen,
angsten glidende som en sno,
til bristepunktet oprinder
alt kompromis må erstattes
grænserne sættes og strammes til.

Grænserne trækkes stramt som tøjet
de koster dyrt betalt i konsekvens,
personligheden integreres i de valg
hvor alt føles sandt og trygt igen.

En nødvendig proces er startet op
fortrolighed med smerten må erkendes
den tages ind som en facet,
i vending til den konstruktive bro,
i det at turde kapre egne følelser tilbage.

Tiden er kommet hvor vreden må mødes,
ansigt til ansigt bliver hun stående,
midt i et stormvejr af det farlige,
angsten tvinges og må vige tilbage
i mødet med hendes nye styrke.

 sprøjtets hvide stænk
 rammer hendes ansigt,
 anklagen træder tydeligt frem
 for bølgerne de gemmer
 og bedømmer hendes valg.

Midt i en romance, en glædes pause
liggende midt i Norges fjelde
kigger drømmende på skyerne
og fanges ind af hjertet der vandre
helt og flot selvom det strejfer frit.

Lyset hun holder i sine hænder
er det eneste bevis, på deres kærlighed
hun værner om den spinkle flamme,
med hele sin krop så den ikke blæses ud

To hjerter favner dybt et kort sekund,
ligner smukke sommerfugle men skilles
i et flagrende farvel hurtigt bort igen
med slæb fra livets korrigerende poesi.

Standset brat af nye barriere
imaginære glasvægge,
alle føre ind i et virvar,
alt ender gemt i labyranten,
fyldt op af brudte løfter.

Hun står så fortvivlet og græder,
jeg bevæges og ønsker at trøste,
tager derfor et begyndende skridt,
men overrumples brutalt, og standses
af det spejl, som skiller os ad.

Vandre gennem blokering
frosset inde af længslers skrig
i hvert krystal
som binder fodens afsæt sammen
sivende ind i intetheden.

Smertefuldt erkendes, langsomt
om den lange vandring
ad den uendelige vej i udtømt tid
mange følelser måtte beskæres,
for at håbet kunne bevares
i det fulde lys.

Det bølger med ord,
mellem ham og hende,
ord som pludselig lyder anderledes
de får anden betydning
fordi de er sagt fra ham til hende.

Anemonerne står i skovbundens dyb
dybt under træernes kroner,
der går hun og sneglene rundt,
og udveksler ordløse meninger,
alt kommer i rette perspektiv.

hans kropsprog opponere vredt,
i en ubehagelig brydning,
glemmer helt sit professionelle jeg,
magien brister illusionen forsvinder,
væk er billedet af den gode fader.

Menneskers hjerter filtre sammen,
i flirtens melodi løse spil,
sammensmeltningen udløser endeligt
det fælles dejlige mulige suk,
afspejlet midt i den romantiske trompet.


Grænser mellem mennesker
hvordan tegnes de i ligeværdighed,
hvor langt griber næstekærlighedens arm,
ind i hende som selvstændigt individ
når kærlighed til næsten tæller mest.

Solens gyldne stråleglans,
opvarmer kærlighedens spildte kim,
samler dem i bundter
til de udstødes til eget ansvar lidt igen.

Grønlig blålig farvede bølger,
ekspandere eksplodere samles
vuggende i grå hvide eskapader,
frem og tilbage i naturens hjerte,
hvor de ender med fornyet mod.

Floden  strømmer med livgivende vand
 fra regnen og driver ind i det indre,
en ny indre fornemmelse af fryd,
den må deles gives videre
fra en utømmelig kilde af glæde og håb.

gå til indhold
 

nye digte