”At acceptere at være accepteret uden at være acceptabel”  Det er en livslang proces.

 

 

Nogle ord af Paul Tillich, ”at turde acceptere at være accepteret uden at være acceptabel” er ord jeg vil forsøge at reflektere lidt over, prøve at udtrykke og give videre, for jeg tror de ord går ind til en kompliceret problemstilling som jeg i mange år har været meget optaget af: For ordene "at acceptere at være accepteret uden at være acceptabel", de ords indhold vil jo i praksis være en forudsætning og en indgangsvinkel for det enkelte menneske, til at kunne tage imod det at blive elsket. Alligevel er det generelt og oftest for de fleste i praksis, med erfaringen nærmest umuligt at kunne tro på, at andre vil kunne og kan lide dem og elske dem, for "den man er", og hvis man tror på Gud, er der så den facet overbygning, at kristne også får at vide, at vi har lov til at tro på, at vi af gud er elsket som dem vi er, det er en grundpille i Kristendommens essens, og meget forløsende og smukt og til stor trøst og glæde, hvis man kan modtage det, men kan mennesker generelt det?

 

Mange mennesker har netop med sig i bagagen, en oplevelse af at de ikke altid engang er "accepteret som dem de er" i deres egne kredse her i livet, hvordan så tro på at de skulle kunne være det af Gud, vil de måske tænke.

Det er ikke usædvanligt at familier, samfund, har det med, "vi mener", og "vi gør" og "det har vi oplevet" som noget der kun er acceptabelt i den udgave flertallet opfatter som rigtig, men hvor det at respektere hinanden og give plads til at "være rigtig", bør lukke op for, at det måske fælles oplevede huskes eller opleves anderledes og individuelt, for det skal jo igennem forskellige opfattelses filtre. Hvis det er forbudt fratager det så igen den enkelte muligheden fra at få lov til at "være god nok." Det bliver en personlig oplevelse i at være forkert.

 

Når det er hvad vi/de føler vil det også være svært at sige ja til "Nåden" uden problemer, for det at kunne sige ja tak til Nådens indhold, som den store uforståelige gave den nu engang er i sit indhold, flettes ind i den enkeltes selvværds opfattelse. Manglende selvværd kan blokere op for det at turde modtage. For ”Nåden” gives for intet, det vil sige intet andet end at modtage dens indhold kræves der, men det er jo så igen det der er så svært, så uforståeligt stort.

 

For hele samfundet er bygget ind og op omkring at gøre sig fortjent. Vi skal præstere. Nåden betyder ”Kærlighed Tilgivelse og Barmhjertighed” og det kan være svært at acceptere og forstå at vi alle er tilgivet på forhånd. især hvis de almindelige og sociale erfaringer viser noget andet, "Barmhjertigheden" den der gives på trods af alt, bliver så endnu mere uforståeligt. Det skal nok slet ikke forstås, men blot modtages som den gave det er, men kan vi rumme det, vil vi have det? Allersværest kan vi give det samme videre til hinanden?

 

Min pointe er så at Poul Tillichs ord kommer til at gøre opmærksom på denne skjulte forhindring, så øvelsen må blive en livslang proces i og til at forholde sig mentalt og i praksis til at kunne tage imod indholdet i sit sind, "at turde acceptere at være accepteret uden at være acceptabel".

 

Den troende har lov til at åbne op for at modtage Nåden. Vi vil alle som mennesker i vores liv gang på gang møde andres bevidste ubevidste modstand mod at få lov til at "acceptere sig selv som god nok. Vi dømmer og bedømmer og holder hinanden nede. Så det er en vanskelig proces at gå igennem for den enkelte, det både på grund af modstand indefra men også presset udefra,” du skal ikke tro du er noget”, det vanskeliggør det at komme frem til at få lov til at føle sig accepteret uden at være acceptabel". For den troende, men også for alle andre, "at leve i Nådens kærligheds lys." Det at få lov til "at være sig" og gøre det i praksis.

 

Den enkelte kan blive forhindret og forhindre andre i at føle sig gode nok til at tro på at de også er gode nok til at modtage "Nåden", leve i kærlighedens lys, de fleste mennesker oplever at blive/være opfattede "forkerte", adskilt fra Guds store kærlighed, det er især svært for nogen at tro på at de er i den nåde når de står i kriser i sorg og indre kaos/frustration, for i de situationer og kampe står alle mennesker oftest alene.

 

For der er i vores psyke også en skyggeside, en forbudt side, og vi mennesker går så rundt og spejler hinanden, når det sker, har vi valget, om vi vil bruge det spejlede, eller ej?

Nogle undgår det indre arbejde og kommer i stedet til ved projektion at lægge skyld på andre.

Vi må have lov til at sige nej til projektionen. Der skal sættes en grænse. Mennesker der ikke gør det indre udviklingsarbejde giver ofte kun andre skylden. Problemet går i virkeligheden oftest begge veje.

 

Derfor ligger der for mig at se en opgave i at opdrage vores børn i kærlighed og give dem lov til altid "at føle det de gør", også når vi syntes de skal føle noget andet end det de måske gør i situationerne, det skal kun være adfærden vi retter op på og vil ændre.

Barnet skal få en oplevelse af at det er elsket uanset hvor dumt det måske har båret sig ad, og uanset hvad det føler, men at der alligevel sættes grænser for den måske destruktive adfærd. Ellers vil barnet prøve at gøre far og mor og andre tilpas, derved ophobes der meget skygge materiale.

Vi andre ældre må tage ansvar for os selv, turde stå i orkanens stormfulde øje, ved i praksis at tage fat i disse ords indhold og holde fast i dem som den gave de er i praksis, og tro på at ingen skal eller har lov til at fratage hinanden og os den ret og gave det er at være accepteret uden at vær acceptabel. Derfor behøver man ikke altid at have ret, men det må turdes debatteres. Tabu er ikke af det gode og gør ufri.

 

 Vigtigt og ikke modstridende er det at få lært at der hvor vi møder uretfærdigheden og grænseoverskridelser, skal og må vi lære at sige fra, og turde sætte grænser. Vi må turde, at gå imod uretfærdigheden i alle dens forskellige ansigter og former. Det er vigtigt at skelne mellem adfærden og selve mennesket som person.

Ellers bliver vi konfliktsky og medløbere. Vi må turde hinandens vrede uden at underlægge os den og uden at lade den styre os rundt. Vi skal ikke i refleks holde med den vrede, men turde gå imod, hvis det er nødvendigt, men vi må kende til at forrige generations negative følelses kaos i kommunikation kan være gået videre op i generationerne som konsekvens. Når det er tilfældet er vreden en udløber fra hvad andre har gjort i uret, og måske blevet støttet i at gøre ved andre årsagen. Derfor er der aldrig kun en "forkert". Det er mekanismerne der er forkerte og skal fælles rettes. Når det forstås kan vi samtidigt fastholde hvor vigtigt det er, at hver enkelt tidligt og altid støttes i det at få lov til at sige fra. Det kan skabe indre angst at gå imod vrede personer, især hvis det tidligt i livet har været forbudt at sige fra, det går så med som skyggemateriale.

Det interessante er at ingen er uden disse problemstillinger selvom de måske tror det, det er generelt menneskeligt. En livslang proces.

 

 

Mange tør ikke det der er anderledes, men alle har primært lov til at få respekt og kærlighed selvom de er anderledes. Man er med til at kunne fratage hinanden retten til at føle "sig" gode nok til at modtage "Nådens store Indhold", hvis man ikke bliver klar over disse problematikker.

Vi skal turde se på os selv og se på hvad det er vi gør ved hinanden.

Ikke for at nedbøjes i skyld, men for at gå videre oprejste.

Nogle mennesker ser indad og arbejder med selvudvikling og prøver at blive rummelige, andre gør ikke.

nogle er ubøjelige og egoistiske, det arver andre så som konsekvens, men for alle gælder det, at der hvor mennesker kæmper med disse problemer er det godt at vide at Nådens gave er større, og at vi ikke behøver at gøre os fortjente til den gave. det gælder for os alle at Gud er Barmhjertig og Kærlig og alt er tilgivet i den gave. Det gælder også for ikke troende alle, at vi har lov til at nå ind til indre fred og harmoni og leve i det lys. Det er selvfølgelig også vigtigt at vide at uanset hvad vi føler er vi dækket ind under Nådens store gave.

 

 

 

 

Tilbage

 

Debatten farmor mormor og eks. i medierne udløste efter refleksion disse digte