Tak for dejligt samvær

Som redaktør af WG-bladet, beklager jeg, at følgende indlæg ikke nåede frem til bladet pga. tekniske problemer.

Indlægget bringes også i næste WG-blad til august/september.

Venligst Karsten Olesen, Tarm

Emne: Debat på generalforsamling i Vejle 22. marts 2003

Af: Annie Brostrøm, Fredensborg

Jeg vil sige tak for et dejligt samvær til generalforsamlingen i Vejle, hvor jeg deltog.

Debat om kontaktpersoner

Debatten angående kontaktpersoner var god at tage fat i. Det viste sig at der var ret forskellige meninger angående, hvad det indebar. Selv vil jeg prøve at klargøre, hvad jeg mener, der er brug for i sådan en situation. Et lille sygdomsområde hvor forløbet af de fleste opleves som et ret voldsomt indgreb og ofte følges op af drastiske forandringer ind i deres / vores liv i direkte følge. Jeg kan huske, da jeg selv havde fået diagnosen og endnu ikke havde fået kontakt med nogen, hvor forvirret og ensom jeg følte mig dengang.

Der var så mange menneskelige spørgsmål, der trængte sig på. Det var så først, da jeg var blevet indlagt på Rigshospitalet og opdagede, at der var en gruppe i opstart, at det begyndte at tage form med kontakt til andre, der selv havde prøvet noget lignende. Jeg ringede selv til nogle forskellige stykker i den periode, og jeg havde brug for at snakke og stille spørgsmål. De tog alle godt imod mig og hjalp på hver deres forskellige måde. Personligt tror jeg, det er godt med så mange kontakt- personer som muligt - og det fordelt ud over hele landet. Det er ofte lange samtaler, man har brug for, og det tager tid. Jeg tror faktisk, at alle, som ønsker at stille sig til rådighed som medmenneske kan bruges uden begrænsning, for når mennesker har ondt i livet og er i krise, kan vi i denne lille diagnoseforening fælles hjælpe hinanden igennem til at få øje på ny livskvalitet og tro på, at et liv igen er muligt.

Det kan vi gøre ved at bære på fælles skuldre, for det er et stort arbejde, og når humøret er nede, er det ikke sikkert, at alle kontaktpersoner sidder hjemme og er klar ved telefonen, og så er det rart at have en god håndfuld kontaktmuligheder inden for rækkevidde for hver især. I den første tid er det ofte en tålmodig, venlig og lyttende person, der kan stille lidt opklarende spørgsmål angående selve sygdommen, måske guide en lidt rundt i oplysning angående hjemmeside og temadag med mere, og som til sidst måske kan fortælle lidt om eget sygdomsforløb og erfaringer. Det er sikkert rart at konstatere, at disse mennesker lever, de har et liv, og nogle er kommet igennem, andre har måske haft tilbagefald, men de lever. For der er jo forskellige faser, vi alle skal igennem. Der vil være noget, der en ens.

Det er som kontaktperson vigtigt at vide, at man kan møde mennesker, som reagerer ud med vrede eller andre anderledes kommunikationsmåder. Derfor er der også den faktor, der hedder kemi med inde i billedet. Jeg tror, det vil blive en meget fattig forenings gruppe, der vil til at styre og kontrollere for meget rundt med hinanden. Jeg tror i stedet, det er bedre med tillid til, at vi alle kan deltage, men med viden om og respekt overfor, at vi er forskellige, og at mennesker, hvor kemien ikke passer, bare kan vælge en ny samtalepartner. Vi er mennesker, der hver især har mistet noget i ressourcer, men vi kan ved sammen at yde efter lyst og evne deltage til fælles bedste med hvert vores. Det tror jeg vil give en stadig levende forenings gruppe, hvor tæthed og nærhed og respekt og accept af hinandens forskellighed er en naturlig ting. Vi kommer til at være og er allerede en forening, hvor mange på denne naturlige måde er kommet til at kende hinanden. Jeg håber, bestyrelsen vil bevare det som at være målet og værd at bevare.

Lille sygdomsområde – undersøgelse?

Da vi er et meget lille sygdomsområde hvor man endnu ikke kender så meget til årsag og sammenhænge, vil jeg indrømme, at jeg synes, det lød som en rigtig god ide at fremstille nogle spørgsmål til brug for en slags undersøgelse angående nogle sammenfald i sygehistorierne. Der blev nævnt, at det kunne gøres anonymt. Vi skal ikke bremse hinandens initiativ, men det vil altid være frivilligt at deltage. Et resultat kan måske så blive det, der igen ansporer en læge til forskning. Det er da et forsøg værd.

Ja, det var så bare min mening.

med kærlig hilsen

Annie Brostrøm

tilbage