Ældreboliger efter visitationsregler er en mangelvare, men bør manglende boliger så få den konsekvens, at nogen skubbes bagud og evt. ud af en visitation?

Efter en visitation for ca. halvandet år siden blev en 87-årig pårørende af mig mundtligt oplyst af visitationen, at næste ledige bolig tæt på eget nærmiljø ville blive hendes. Det viste sig, at et ord ikke er et ord, men da det ikke var givet skriftligt, var det derfor ikke at finde i sagsforløbet.

14 dage efter var positionen skiftet ud til ikke at være berettiget. Da det trods alt er professionelle, der visiterer, er det svært at forklare, at en ældre på 14 dage skulle være blevet så meget bedre i sin funktion - det må nærmest kunne betegnes som et mirakel?

Skal det straffes at have mod til at komme i gang igen og kun belønnes at sætte sig passivt hen og vente? Hedder det ikke længst muligt i egen bolig?

Da der på det tidspunkt ingen listeprocedure var i praksis, kan andre ikke have været i nogen kø, men alligevel blev konsekvensen et frit svævende tomrum. Mistanken opstod, at noget måtte være sket på det udvalgsmøde, der i mellemtiden var blevet afholdt, og oplevelse af manipulation stod tilbage efter en opringning få dage efter: ”Du er for rask, og du ville vel også hellere blive boende”? Hvad siger man så?

Hvordan kan nogen få sig selv til at skubbe nogen ud af en venteliste, som i praksis ikke fandtes?

Jeg blev vred og bad derfor om hjælp hos Ulla Hardy-Hansen, der godt kunne se det uretfærdige i problemet. Der mangler ældreboliger, men det bør ikke løses ved, at ældre i en visitationsposition bliver skubbet ud pga. nye, dårligere akutsituationer, for de kan hele tiden opstå.

Et retfærdigt system rydder op i en retfærdig rækkefølge. Mangel på boliger må løses ad anden vej. De, der tænker, ”at akutte situationer altid skal først”, tænker måske ikke over, at andre skubbes ud i lange ventepositioner.

De ældre risikerer at blive skubbet tilbage hele tiden, da der mangler boliger, og de bliver fastholdt i en svær psykisk situation. Et boligskift vil altid være en vanskelig omstilling og kræve mange ressourcer, samtaler og overvejelser. Det bliver måske helt umuligt at klare sådan et skift.

Jeg vil godt sige Ulla Hardy-Hansen tak for støtte og hjælp. Jeg vil godt pointere, at hun netop ikke har forsøgt at putte nogen ind før andre, men blot været med til at pege på en uretfærdighed i systemet. Det bør og burde andre politikere måske også tænke lidt mere over, når de bliver bedt om hjælp. Der må etik med ind i den hjælp, der ydes, for ellers bliver det albuerne fremme.

Nu står min pårørende på en liste, og det er et skridt i positiv retning, men hvordan forklares, at halvandet år er gået, og at en ældre nu alligevel kun er havnet på fjerdepladsen i køen, hvor hun for halvandet år siden var nummer et? Det forstår jeg godt nok stadig ikke som retfærdig oprydning.

Jeg håber, at nogen vil tænke, at tilfredse borgere også må betyde, at alle bliver husket, ingen skubbet tilbage, og at det vil forhindre denne fortsatte behandling i uretfærdig praksis.